Lystfiskerne fungerer som en gruppe af aktører i vores netværk, der kan karakteriseres som de berørte – dem Det Dyreetiske Råds udtalelse vedrører, og dem udtalelsen kan have konsekvenser for. Da der findes mange forskellige lystfiskerforeninger med forskellig grader af involvering og deltagelse i debatten om, hvorvidt fisk kan opleve smerte, er det vanskeligt at definere dem som én gruppe. Vi har derfor valgt at tage udgangspunkt i aktørerne Steen Ulnits (uddannet fiskeribiolog og fuldtids lystfisker samt indehaver af lystfiskerhjemmesiden steenulnits.dk), Danmarks Sportsfiskerforbund (hovedorganisation for sports- og lystfiskerforeninger i Danmark med hjemmesiden sportsfiskeren.dk), og Danske fritidsfiskere (landsorganisation for fritidsfiskere med hjemmesiden fritidsfiskerforbundet.dk), da disse på forskellig vis bidrager til debatten om, hvorvidt ”kan fisk opleve smerte?”.

Steen Ulnits har på sin hjemmeside skrevet et indlæg med overskriften ”kan fisk føle smerte?”. Her åbner han op for kontroversen ved at konstatere, at:  

 

”Lystfiskerne vil gerne nedtone den mulige problemstilling. Og dyreværnsforeningerne vil gerne optrappe problematikken. Det er der intet nyt i, men der er desværre heller ikke meget nyt at tilføre debatten” (ulnits.dk).

 

Selve debatten kritiserer Ulnits for i højere grad at være styret af følelser og antropomorfisme end af fakta, hvor debattørerne kritiseres for kun at bruge de videnskabelige beviser, der understøtter deres egne holdninger. Som argument mod at fisk er i stand til at opleve smerte, fremhæver Ulnits sin faglighed som biolog og det faktum, at fisk som dyregruppe mangler hjernebarken, som han argumenterer for er sædet for smerteoplevelse hos mennesker og pattedyr. Ulnits problematiserer hvordan eventuel fiskesmerte kan være et godt grundlag for at forbyde ”catch and release” fiskerimetoden, men henviser efterfølgende til lystfiskeres erfaringer, hvor genudsatte fisk bidder på krogen igen, hvorved han argumenterer for, at fiskene tilsyneladende er ”upåvirket af udtrætning, afkrogning og genudsætning”. Ulnits refererer også til videnskabelige forsøg, hvor fisk har reageret på smertepåvirkning, og stiller spørgsmål til, hvorvidt der er tale om at opleve smerte eller blot irritation. Hertil konstaterer han at fisk, grundet deres manglende hjernebark, uanset hvad, ikke er i stand til at opleve samme smerte som mennesker.
Ulnits bidrag til debatten om, hvorvidt fisk kan føle smerte, foregår primært ved at fremhæve og understrege argumenter for, at fisk ikke er i stand til at opleve smerte. Han lægger ud med at forklare, at lystfiskere ønsker at nedtone problemstillingen mens han samtidigt produktivt gør brug af den eksisterende videnskabelige usikkerhed.
 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sportsfiskeren.dk har skrevet en række forskellige indlæg, hvor de både forholder sig til Det Dyreetiske Råds udtalelse og diskuterer spørgsmålet om, hvorvidt fisk kan opleve smerte. 
Sporsfiskerens forbundsformand, Verner W. Hansen, har om emnet fiskesmerte udtalt:

 ”Om fisk kan føle smerte eller ej, er i virkeligheden ikke så afgørende for Danmarks Sportsfiskerforbund (…)Fisk er levende væsener, der skal behandles med respekt og ikke påføres unødvendige lidelser eller skader. Vi skal behandle fisk, som om de kan føle smerte, og derfor stiller vi store krav til fight, håndtering, aflivning og eventuel genudsætning” (sportsfiskeren.dk)

I et andet indlæg udtaler formanden, at:

”Vi deler ikke Det Dyretiske Råds vurdering af, at fisk kan føle smerte. Men det er vores holdning, at vi lystfiskere bør dyrke vores hobby på en måde, der ikke belaster fiskene unødigt" (sportsfiskeren.dk).

Formanden tilføjer, at det derfor også må accepteres, at fiskeri med levende agnfisk ikke længere kan forsvares. Derudover forholder Sportsfiskeren sig ikke til hvorvidt fisk kan opleve smerte eller ej, men har lagt Roses artikel ”Can fish really feel pain?” op på deres hjemmeside og lægger op til, at brugerne af siden kan læse artiklen for at blive klogere på kontroversen. Sportsfiskeren tager ikke direkte afstand til Det Dyreetiske Råds udtalelse, hvor usikkerheden omkring hvorvidt fisk kan opleve smerte, skal komme fiskene til gode, men understreger, at de har valgt at tage udgangspunkt i, som tidligere nævnt, at ”fisk er levende væsener der skal behandles med respekt”.  Sportsfiskeren argumenterer for, at det er via denne tilgang, at det er blevet muligt sagligt at kunne modargumentere de forbud og begrænsninger, som Det Dyreetiske Råd har lagt op til. Det understreges blandt andet, hvordan fødevareministeren har fulgt Sportsfiskerens anbefalinger, så som ikke at forbyde ”catch ahd release”, ”put and take”- fiskeri samt kroge med modhager, hvilket også har været grundlaget for, at foreningen bakker op om ministerens udmeldinger.
Sportsfiskeren vælger at bidrage til Det Dyreetiske Råds udtalelse, ved, frem for at forholde sig til hvorvidt fisk kan opleve smerte eller ej, at vælge en anden ikke-videnskabelig tilgang, som også kan komme fiskene til gode. 
Sportsfiskeren argumenterer selv for, at denne tilgang har givet dem mulighed for at modargumentere forbud og begrænsninger, som der underforstået ikke havde været muligt at gøre sagligt ved at diskutere, hvorvidt fisk kan opleve smerte eller ej.
Brian Wynne påstår at interaktion mellem videnskabelig og lægmandsekspertise altid er kulturel, hvilket han påpeger, kan føre til problemer, hvis hver aktør-grupperingerne kun anerkender argumenter med udgangspunkt i egen kulturelle forståelse, da det herved kan være svært at opnå overensstemmelse. Det kan her argumenteres for, at sportsfiskeren netop, ifølge dem selv, har opnået en form for overensstemmelse med Det Dyreetiske Råd, ved at finde et udgangspunkt, der lægger sig imellem de to kulturelle forståelser.

Dansk fritidsfiskerforbund har valgt at lave en direkte kommentar til Det Dyreetiske Råds udtalelse og deres anbefalinger, som bl.a. dækker over emnerne ”put and take” og ”catch and release”.
Fritidsfiskerforbundet ser ikke noget problem ved behandlingen af fiskene ved ”put and take”-fiskeri, da de argumenterer for, at fiskene udsættes for mere stressende forhold, når de under opdræt flyttes og sultes før slagtning. Forbundet kommer derfor med anbefalinger om standardiseringer for forpagtning af disse søer samt forslag om at opsætte instrukser til brugerne om brug af søen og håndtering af fangst.
Fritidsfiskerforbundet ser heller ikke noget etisk problem med ”catch and release”-fiskeri, men ser snarere et problem i en lovmæssig generalisering af fiskeriformen, da dette kan have konsekvenser for bæredygtigheden f.eks. i forbindelse med uønsket fangst eller fangst af fredede fisk. Desuden argumenterer Fritidsfiskerforbundet for, at ”det må være enhver fiskers ret, uanset fangsten er fredet eller uønsket, at dokumentere sin fangst før genudsætning” (fritidsfiskerforbundet.dk).
I forhold til spørgsmålet om hvorvidt fisk kan opleve smerte eller ej, skriver Fritidsfiskeriforbundet, at:

”vi mener dog at dyreetisk råd, her er ude i gætterier, på baggrund af den nuværende viden omkring fisks smertefølelse” (fritidsfiskerforbundet.dk).

Det foreslås derfor, at der bør laves videnskabelige undersøgelser af fiskesmerte.
Opsamlende argumenterer Fritidsfiskerforbundets for, at det er svært at lovgive på baggrund af Det Dyreetiske Råds udtalelse og anbefalinger, da de i højere grad betragter anbefalingerne som etiske retningslinjer. Forbundet byder derfor ind med egne anbefalinger, som består af forslag om etiske standardiseringer og tilbud om uddannelse af hobbyfiskere.
Dansk fritidsfiskerforbund bidrager til Det Dyreetiske Råds udtalelse ved et udgive et direkte modsvar, hvor de enten påpeger konsekvenser ved eventuelle lovforslag, eller nedtoner de problematikker Det Dyreetiske Råd anser ved de forskellige fiskerimetoder. Fritidsfiskeriforbundet benytter deres ”lægmandsekspertise”, ved at problematisere nogle af Det Dyreetiske Råds anbefalinger, i forhold til den praksis de har erfaringer med. Hertil kommer de med en række anbefalinger, som de mener stemmer overens med Rådets ”etiske retningslinjer” og hvad der lader sig gøre i praksis.