Hvor offentligt er Det Dyreetiske Råd, og kan konsensus opnås?

Det Dyreetiske Råd blev nedsat i 1992 og skal som institution forstås i relation til den måde, hvorpå man søger og forventer at opnå konsensusbaserede politiske anbefalinger vedrørende videnskabelige og etiske emner i Danmark. Fokus i sådanne konsensusinstitutioner, som Dyreetisk Råd kan siges at være, er på dialog og forhandling, når kontroversielle videnskabelige og etiske problemstillinger skal drøftes. Det er selve rådets formål at nå til enighed omkring den bedste politiske anbefaling i forhold til, hvordan dyr bedst muligt sikres mod unødig lidelse.
Dialogen i forhold til kontroversen er søgt fuldbyrdet ved at invitere repræsentanter for Danmarks Sportsfiskerforbund til et møde, hvor de kunne fremlægge deres syn på mulige dyreetiske problemstillinger i lystfiskeriet for sammen at forhandle sig frem til den bedste fælles løsning på, hvordan man bør behandle fisk. Det er symptomatisk for den danske politiske kultur at inddrage ”lægmanden” i forhold til at nå konsensus og den fælles bedste løsning. Igennem en sådan proces konstrueres et fælles ”vi”, hvor den praktiske lystfiskerviden omkring de mulige dyreetiske problemer bliver tilgodeset (Horst & Irwin 2009). Men spørgsmålet er, om denne konsensusbaserede tilgang er ideel, for hvordan mestrer Det Dyreetiske Råd forholdet mellem den esoteriske specialistekspertise, der skal afgøre om fisk overhovedet kan føle smerte, og den praktiske viden om dyreetik, som lystfiskerne besidder? Det kontroversielle spørgsmål: ”kan fisk opleve smerte” er ikke veldefineret, og internt i videnskaben er der ikke enighed om metoden i forhold til, hvordan smerte kan måles. Hvordan opbygger man konsensus omkring en problemstilling, hvor der er en delt uenighed i forhold til, hvordan det kontroversielle spørgsmål skal besvares? Hvad er det bedste argument? Man kan sætte spørgsmålstegn ved, om ideen eller forventningen om konsensus i forhold til problemstillingen omkring fiskesmerte er ideel at føre politik på baggrund af. I stedet for at nå i udtalelsen at konkludere, at ”fisk i hvert fald i et vist omfang kan både registrere og opleve smerte” (s. 5 i udtalelsen), kunne man i stedet identificere og udfolde at spørgsmålet omkring fiskesmerte er behæftet med genuin uenighed og mangel på videnskabelig lukkethed.

Den lystfiskerviden, der inddrages, drejer sig udelukkende om de etiske problemstillinger ved fiskeriet og ikke om den videnskabelige strid internt i videnskaben. Med andre ord foregår forhandlingen om de velfærdsmæssige problemstillinger i forhold til fisk ud fra den ovenfor nævnte antagelse om, at fisk i et vist omfang kan opleve smerte, og at der på dén baggrund er snævrere grænser for, hvad vi kan tillade os, end hvis de ikke kan. Spørgsmålet omkring fiskesmerte er et eksempel på, hvilke problemer der opstår, når man skal agere på baggrund af helt centrale spørgsmål i videnskaben, som på videnskabens nuværende stadie ikke kan reduceres til biologiske eller fysiske spørgsmål. Når der er forskellige måder at definere, hvordan smerte kan måles og en diskussion om, hvorvidt smerte overhovedet kan måles, bliver det svært eller endda umuligt at etablere de præcise betingelser for konsensus. Skal man lade tvivlen komme fisken til gode og forholde sig til dyreværnslovgivningen? Hvis velfærd skal tilgodeses: lystfiskerens eller fiskens? Med andre ord kan kontroversen omkring fiskesmerte illustrere, at det bedre arguments tvangfri tvang i visse tilfælde ikke rækker. I fiskesmertekontroversen blandes esoterisk tvetydig videnskab med etik, hvilket gør det meget vanskeligt at afgøre hvilke beslutninger, der er de rette at tage, og hvilke vidensformer, der skal ses som autoritative - og hvilke der ikke skal. Fiskesmerte kan altså anskues som et emne, der viser, at det er svært at føre politik på baggrund af problematiske videnskabelige beviser. At føre politik på baggrund af det endnu ikke lukkede spørgsmål om, hvorvidt fisk bevidst kan føle smerte viser, at politik mere og mere kommer til at handle om ’matters of concern’ (bekymringsgenstande) i stedet for ’matters of fact’ (fakta).     

 

Norsk dyreetikkonference som eksempel på en mere åben offentlighed

 

Dyreetikkonferencen er en årlig mødeplads for formidling og udveksling af debat for de aktører, der er interesseret i dyreetik og dyrevelfærd i Norge. Der er her tale om en anden måde at søge at opnå konsensus på, der hænger sammen med, at fiskevelfærd i Norge i højere grad er forbundet med industri og fiskeopdræt. Her er det ikke længere kun lystfiskerne, der er de berørte, men alle der spiser fisk, idet fiskevelfærden i Norge i høj grad handler om, hvordan man sikrer bæredygtigt og etisk forsvarligt fiskeopdræt. Den årlige dyreetikkonference, der er sponsoreret af 'Senter for utvikling og miljø', 'Minding Animals Norge', 'Rådet for Dyreetikk' samt 'Norges miljø- og biovitenskapelige universitet', viser den delte opmærksomhed og forpligtelse på at engagere sig i åben og kritisk debat. Intentionen er at løfte debatten om dyrevelfærd op fra skyttegravene og åbne op for nye perspektiver og bedre forståelse for sameksistensen mellem mennesker og dyr. Det er hensigten at sætte fiskevelfærd højere op på dagsordenen hos myndigheder, fiskeri- og opdrætsindustrien, hobbyfiskere og forbrugere. Hvor der i Danmark på nuværende stadie kun eksisterer en ret lukket debat mellem lystfiskere og Det Dyreetiske Råd om fiskevelfærd inden for lystfiskeri, er debatten i Norge åbnet op til også at omhandle fiskeindustrien, som er en stor bekymringsgenstand i Norge. Det norske tilfælde viser, at spørgsmålet om, hvorvidt fisk føler smerte, og hvordan man på denne usikre grund politisk skal agere, kommer mere til syne eller bliver mere offentligt jo flere aktører problemet berører.