Den tidslige udvikling i fiskeetik

Hvorfor beskæftiger vi os med dyrevelfærd?

Ifølge Det Etiske Råd er der sket en udvikling i den kollektive måde vi mennesker forstår og anser dyr på. Det Etiske Råd argumenterer for, at mennesker, i stort set alle kulturer gennem hele historien, har betragtet sig selv som noget særligt på jorden, hævet over dyr og resten af naturen. Denne særstatus er traditionelt set blevet begrundet med, at mennesket har en sjæl og derved en særlig forbindelse til Gud, eller med menneskets fornuft, frihed og evne til at vælge mellem godt og ondt. Ifølge Det Etiske Råd har dette menneskesyn blandt andet ændret sig i sammenhæng med udviklingen af nye teknologier, der har været med til at stille spørgsmål til, hvorvidt mennesket også besidder særlige egenskaber. Selvom mange stadig er overbeviste om menneskets særstatus, og selvom mennesker også hæver sig over naturen ved f.eks. at bruge dyr til forsøg, mad og beklædning, så er det alligevel lykkedes naturvidenskaberne at være med til at nedbryde denne opfattelse. Ved at påpege hvordan menneskers egenskaber er genetisk baserede, og ved at udvikle mediciner som kan påvirke menneskers humør og adfærd, har naturvidenskaberne formået at åbne op for en diskussion om menneskets status og herved gøre det muligt at diskutere, hvorvidt det overhovedet er etisk forsvarligt at tildele mennesket en særstatus.

Ifølge Det Etiske Råd er det altså bl.a. udviklingen af teknologier og nye naturvidenskabelige indsigter, der har været med til at fremme emner som dyrevelfærd og dyreetik. Fisk har som dyregruppe dog ikke været genstand for disse etiske og dyrevelfærdsorienterede tanker før for nylig.

Fisken til genstand for dyrevelfærd

Ifølge Det Dyreetiske Råd bunder den manglende fiskevelfærd i, at der før har eksisteret en udbredt antagelse om, at fisk ikke kan føle smerte eller på anden måde er generet af menneskers aktiviteter, bortset fra det forhold der påvirker fiskenes mulighed for overlevelse og reproduktion. Denne antagelse har bygget på det faktum, at fisk bl.a. ikke er i besiddelse af en hjernebark, som er den del af hjernen, hvor vi mennesker og andre pattedyr har vores bevidsthed. Uden denne har man ikke ment, at et væsen er bevidst om smerte, og når fisk har været fanget på en krog, har fisken ikke registreret det som andet end irritation – fisken har ikke haft en smerteoplevelse. Ideen om at smerteoplevelse udelukkende foregår via hjernebarken er dog blevet bragt op til debat af nyere forskning, hvor det diskuteres hvorvidt smerte kan opleves på andre måder. Det er i led med at forskningen har udfordret antagelsen om fiskens manglende bevidsthed til at opleve smerte, at dyrevelfærdsforeninger for alvor er begyndt at interessere sig for fisk og derfor også Det Dyreetiske Råd. Der hersker dog forsat ikke enighed om hvorvidt fisk kan opleve smerte eller ej, hvorfor forskningen deler sig i to lejre. Marinebiologen Lynne Sneddon fungerer som en af hovedaktørerne i den lejr der argumenterer for, at fisk kan føle smerte, hvilket tager udgangspunkt i en række forsøg, hun har udført om emnet. Hvor zoologen James D. Rose fungerer som hovedaktøren i den anden lejr, som til dels holder fast i, at hjernebarken er en nødvendighed for en bevidst smerteoplevelse, og til dels forholder sig meget kritisk overfor Sneddons forskning, som blandt andet kritiseres for fejltolkning.
Selvom der fortsat eksisterer en omstridt uenighed om, hvorvidt fisk kan opleve smerte, så har Det Dyreetiske Råd alligevel valgt at gøre fisk til genstand for etiske og dyrevelfærdsorienterede overvejelser.